Mindeord for vores Æresmedlem Finn Pedersen


-- PDF Download Mindeord for vores Æresmedlem Finn Pedersen --


Mindeord om afdøde Mister Juniorbåd Finn Pedersen, som er gået fra borde. Han var et menneske ud over det sædvanlige.

Det var med stor sorg, at vi modtog beskeden om, at Finn var afgået ved døden fredag den 29. maj 2020.

Finn har stor andel i, at der stadig sejler KDY 15 M2/Juniorbåde rundt i de danske og tyske farvande. Finn købte Juniorbåde for en krone og stillede hjem i haven, renoverede lidt på de bedste og solgte dem videre, så de igen kom på vandet. Før år 2000 holdt Finn åben værft og instruerede i at reparere og vedligeholde træjuniorbåd.

Finn og hans kone Ellen huskes i dag nok bedst af de fleste for deres trylleri med gode råvarer, som de omdannede til de lækreste frokoster til Ry Open i Ry Sejlklub og stævnerne i Bønnerup. Finn var også børnenes ven, for der var ikke det der ikke blev tryllet frem til stævner – en medbragt spareheks blev der fyret op under og vupti så var der pandekager til alle. Finn blev også døbt kanonkongen. I Nivå ankom Finn med en signalkanon, og ved affyringen ramte proppen desværre på en bilrude og ejeren troede at krigen i Mellemøsten var kommet til Nivå. Hvem husker ikke også Finn’s Appelsinkanon ladet med hårspray?  Det endte også brat – til stævne i Aarhus ramte appelsinen ud i et sejl – så var det slut. Finn blev ved juniorbådens 75 års jubilæum i Svendborg i 2003 fuld fortjent udnævnt til Æresmedlem for sin store indsats.

Finn vil blive savnet ved stævner og sammenkomster, og vil blive omtalt igen og igen med gode minder i vores videre arbejde med at bevare J-klubben.

Vores tanker og medfølelse går til de efterladte.

Æret være hans minde.

Verner Jensen

J 431 tidligere formand for J-klubben

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.